Kyler Murray bliver ikke valgt med førstevalget af Arizona Cardinals i den kommende NFL-draft. Deres quarterback er Josh Rosen, slår cheftræneren fast.

– Jeg kan ikke rose ham nok. Han er fænomenal. Jeg ville tage ham med det første valg i NFL-draften, hvis jeg kunne det. Jeg ved, at han har skrevet under på en kontrakt til at skulle spille baseball, men han er en dominerende footballspiller, og jeg ville tage ham med det første valg i NFL-draften.

Sådan sagde den nuværende Arizona Cardinals-cheftræner Kliff Kingsbury tilbage i oktober om Kyler Murray, der på daværende tidspunkt var en dominerende quarterback for Oklahoma.

Dengang var Kingsbury cheftræner for collegeholdet Texas Tech, og det var forventet, at Kyler Murray skulle spille baseball. Siden da er der dog sket meget.

Nu er Kingsbury nemlig cheftræner for NFL-holdet Arizona Cardinals, mens Kyler Murray har gjort det klart, at han vil spille i NFL. Og for at gøre situationen endnu mere interessant har Kingsbury og Cardinals det første valg i den kommende NFL-draften.

*** Læs også: Officielt: Kyler Murray vil spille som quarterback i NFL
*** Læs også: Hvordan fungerer off season? – NFL-Draften
*** Læs også: Overblik: her drafter dit hold!

Det har derfor også fået folk til at spekulere i, om Cardinals kunne finde på at vælge Murray med det første valg, selv om klubben sidste år valgte Josh Rosen i første runde. Men det kommer ikke til at ske, slår Kingsbury fast.

– Vores forhold til Josh har ikke ændret sig eller noget. Jeg ved, at vi har førstevalget (i den kommende NFL-draft), og så vil der være en million scenarier, der bliver snakket om i løbet af de næste tre måneder, men nej. Josh er vores mand, fortæller Kingsbury ifølge ESPN.

I sin rookiesæson i 2018 kastede Rosen for 2.278 yards med 11 touchdowns og 14 interceptions til følge på 14 kampe.

I stedet for Kyler Murray kunne Cardinals kigge mod defensive end Nick Bosa fra Ohio State eller defensive tackle fra Quinnen Williams med det første valg. Ellers kunne Cardinals se efter en trade, der ville give dem flere valg i draften.