Andreas Knappe er kommet på kontrakt hos Washington Redskins. I første omgang bliver det på deres practice squad, men hvad er hans chancer for at stige i graderne og se spilletid? Lad mig prøve at forklare scenariet.

Først og fremmest – Tillykke til Andreas Knappe!
Det er et stort skridt for den 26-årige dansker at komme på kontrakt på et NFL-hold. Det er et lille nåleøje at komme igennem. Men fra at komme på kontrakt til at få spilletid er der stadig et stykke vej. Lad mig prøve at ridse scenariet op.
Practice Squad-spillere spiller ikke kampe
Alle NFL-hold har 53 mand i deres trup, heraf er 46 mand aktive på kampdagen. Derudover har hvert hold 10 pladser på et såkaldt practice squad. De ti spillere må træne med i løbet af ugen, men kan ikke spille kamp uden at blive rykket op i 53 mands-truppen.
Det er på Redskins’ practice squad, at Knappe har fået kontrakt. Der er derfor ikke udsigt til at se Knappe blive kastet for løverne lige med det samme. Den fantastiske mulighed bliver derimod de indtryk, han kan give til træning i løbet af ugen.
Practice squad-spillerne vil typisk være på holdets “scout”-team, som spiller mod holdets startere i løbet af ugens træning. Knappe vil altså skulle stå overfor Redskins’ startere såsom Ryan Kerrigan, Preston Smith eller Ryan Anderson. Her simulerer scout-team typisk den kommende mostander, så starterne kan få den optimale forberedelse.
I disse træninger skal Knappe hurtigt imponere, da sandheden om practice squads også er, at der bliver lavet mange udskiftninger. Practice squads består typisk af yngre spillere, som har noget potentiale, men ideelt set ikke skal i aktion endnu. Hvis du ikke viser potentiale, så vil holdene hurtigt kigge efter andre talenter.
Udover at være talentfulde spillere, der træner med, så fungerer de også som nødløsninger, hvis skaderne begynder at hobe sig op. NFL-holdene kan typisk klare en eller to skader på hver position, men hvis de får flere skader, skal der skiftes ud i trupperne. De betyder ofte, at holdene fritstiller en mand eller smider en mand på injured reserve.
Her kommer practice squads ind i billedet, da det typisk er her, at erstatningerne skal findes. Om det er holdets eget eller et andet holds practice squad, som der bliver hentet fra, er forskelligt. Det betyder selvfølgelig også, at hvis et andet hold vil have Knappe på deres 53 mands hold, kan de hente ham fra Redskins’ practice squad.
Det er i sådan et scenarie, at Knappe kan ende på et NFL-stadion i den kommende fremtid, men det er sjældent at dette sker kort tid efter tilslutningen til et practice squad. Man skal typisk bide sig fast og vise, at man er pålidelig.
Redskins ramt af skader på Knappes position
Lige nu har Redskins ni offensive linjefolk i deres 53 mands trup – heriblandt 4 offensive tackles – og en offensiv linjemand (udover Knappe) på practice squad.  De to startere Morgan Moses og Trent Williams har spillet alle kampene i år, men Trent Williams kæmper med en skade, som gjorde ham tvivlsom til weekendens kamp.
Derudover har de to backups, Ty Nsekhe og T.J. Clemmings. Nsekhe blev opereret for nogle uger siden og kan være ude i op til en måned endnu. Derfor skal Redskins formentlig lave en udskiftning i truppen, hvis endnu en skade opstår. Her ville Knappe potentielt være en kandidat.
Først og fremmest skal han dog bide sig fast på practice squad, før det bliver aktuelt med en mulig forfremmelse. Og det mest sandsynlige, hvis han bider sig fast, er, at han bliver på practice squad resten af året, hvorefter Redskins eller et andet hold formentlig vil give ham en “futures”-kontrakt, så han er i deres 90-mands-offseason-trup.
Der er ingen garanti i NFL, og opholdet kan blive ganske kortvarigt eller være den chance, som Knappe havde ventet på. Som nævnt skifter holdene meget ud på practice squads, og den mand, som Knappe tog pladsen fra, blev hentet for blot to uger siden. Det er op til Knappe at bevise sit værd, men bare det at få foden indenfor kan være guld værd. Det øger kun hans profil blandt de andre hold i tilfælde af, at Redskins fritstiller ham på et tidspunkt. Men i mellemtiden vil han få fremragende træning.
Redskins har en fremragende offensiv linje-træner
For selv hvis det ikke bliver til kampe, så er hver en træning en fremragende mulighed for at lære. Redskins har nemlig en af de bedre linjer i NFL, og meget af den ære kan tilskrives deres offensiv linje-træner.
Bill Callahan er navnet, og han har været offensiv linjetræner i årevis, og det var også hans vej til jobbet som head coach for Raiders tilbage i 2002. Det job havde han to år, men havde ikke den store succes. Siden da er han vendt tilbage til jobbet som offensiv linje-træner for blandt anden Jets (08-11), Cowboys (12-14) og nu hos Redskins (15-nu).
I de år var han med til at udvikle stjernene på Cowboys’ offensive linje, og siden da har han gjort et stærkt stykke arbejde hos Redskins. Linjen har været i stødt forbedring og er en top 10 linje i NFL. Du finder ikke mange bedre OL-trænere end Callahan i NFL.
Succesfuld udvikling af en lignende spiller
Nu har jeg snakket lidt om Bill Callahan, men lad mig tage et eksempel på hans evner som træner med en spiller, der var i en lignende situation som Knappe. Jeg nævnte tidligere Ty Nsekhe, som er skadet lige nu. Hans historie i NFL er ikke ulig Knappes.
Efter et par år i arena football kom Nsekhe først ind i ligaen som 26-årig i 2012. Andreas Knappe er også 26 år gammel. Fysisk er Nsekhe og Knappe også af lignende statur med en højde på over to meter.

Nsekhe bed sig ikke fast i årene 2012-2014, og han var på kontrakt på forskellige practice squads uden succes.
I 2015 fik han chancen i off-season hos Redskins (Callahans første år i Washington). Her imponerende han og vandt jobbet som holdets primære backup tackle. Her har han så spillet i perioder, hvor starterne har været skadet eller karantæneramte, og han har været ganske imponerende. Lige nu er han nok en af ligaens bedste backuptackles, og selvom det ikke taler for Knappes chancer for at slå ham af pinden, så er det et bevis på Callahans evner som træner.
For en spiller som Knappe er kampen mod NFLs grønne græsplæner en proces, der kan tage uger eller flere år. Med NFLs uforudsigelighed er det svært at forudse, hvornår chancen byder sig, men for backups handler det om at være klar, hvis chancen opstår. Om chancen byder sig i Washington er ikke til at sige, men dagene, ugerne, månederne i Washington kan blive ekstremt lærerige, og det er aldrig en dårlig ting at være på et practice squad.