Guard Zack Martin har fået sit ønske om en ny kontrakt opfyldt. Og det er ikke hvilken som helst aftale, Dallas Cowboys-stjernen har fået. Martin forgyldes med en seksårig kontrakt, der med 14 millioner dollars årligt placerer ham som ligaens bedst betalte guard.

Artiklen er opdateret den 13. juni kl. 21.38

Andrew Norwell satte i free agency sin underskrift på en femårig aftale med Jacksonville Jaguars, der gjorde ham til NFL’s rigeste guard målt på en årlig hyre á 13,3 millioner dollars. Men Norwell fik kun lov til at være på toppen af lønhierarkiet for guards i tre måneder. Nu bliver han passeret af Dallas Cowboys’ Zack Martin.

Martin har fået en seksårig kontrakt, der på årsbasis overgår de 13,3 millioner dollars, som Norwell får i Florida. Dallas-spilleren får 14 millioner dollars om året, hvilket svarer til i alt 84 millioner dollars over hele aftalens længde. Samtidig får Martin den største pose garanterede penge nogensinde på positionen med hele 40 millioner dollars, meddeler ESPN’s Adam Schefter.

Zack Martin har været en af ligaens bedste offensive guards, lige siden Dallas Cowboys valgte ham i første runde af 2014-draften. Han har spillet samtlige grundspilskampe i sine fire år i ligaen og er blevet valgt til Pro Bowl og All-Pro (to gange first-team, to gange second-team) hvert år. Der er ikke nogen på positionen bedre end den 27-årige Cowboys-stjerne, og kontrakten kan der dermed ikke sættes en finger på.