Andreas Knappe har netop skrevet under på en kontrakt med Atlanta Falcons og bliver den første dansker i NFL siden Morten Andersen.

Så skete det! Danske Andreas Knappe er NFL-spiller. For kort siden blev han enig med Atlanta Falcons om en kontrakt, bekræfter Knappe selv til Gul klud.


Den 25-årige offensive tackle blev ikke valgt i NFL Draftens syv runder, selvom flere eksperter havde vurderet ham som et sandsynligt sent valg i draften, men det tog ham ikke mange minutter efter draftens afslutning at finde sit hjem i NFL.
Som ‘undrafted free agent’ kunne Knappe frit vælge i mellem forskellige bejlere. Valget faldt på de forsvarende NFC-mestre fra Falcons, hvor danskeren nu skal gøre sig fortjent til at skulle blokere for MVP, Matt Ryan.
Aftalen var på plads midt i 7. runde, hvor Andreas Knappe fortalte Gul Kluds Claus Elming, at hvis han ikke blev draftet, ville han tage imod tilbuddet fra NFC-mestrene.
Atlanta har to solide startende tackles i Jake Matthews og Ryan Schraeder, men holdets dybde på tackle-positionen er ikke imponerende, så danskeren bør have en reel mulighed for at komme i den endelig trup på 53 mand.
Falcons ville angiveligt gerne have draftet Andreas Knappe, men havde ingen picks i hverken 6. eller 7. runde, så de håbede på, at han ikke blev valgt af andre.


Andreas Knappe spillede college-football for Connecticut Huskies. Han måler 206 centimer og vejer ca. 145 kg. Knappes store styrker ligger i løbespillet, hvor hans imponerende fysik driver modspillerne baglæns. Modsat giver hans store størrelse ham også nogle udfordringer, når han skal blokere på kastespil.
Du kan læse mere om danskerens kvaliteter i vores ‘scouting report’ lige her, og vi bringer også nyt, så snart vi har en opdatering på kicker Simon Mathiesen.
Stort tillykke til Andreas Knappe og dansk football. Det er en historisk dag!


Artiklen opdateres…
*** Læs også: Alle Picks – alle hold. Draftens bedste liste ***

1 KOMMENTAR

  1. Kæmpe stort tillykke til Andreas Knappe med kontrakten, håber han kan forbedre sig så meget, at han kommer i den endelige 53 mand trup. GO AK53

Comments are closed.