New England Patriots har fundet sin nye kick returner. Lynhurtige Cordarrelle Patterson kommer til fra Oakland i en byttehandel, hvor Raiders får et femterundevalg fra Patriots, men også sender et sjetterundevalg den anden vej.

Så sikkert, som det er, at New England Patriots vinder AFC East hvert år, lige så sikkert er det, at selv samme franchise er meget aktive hvad angår byttehandler. I løbet af den første uge af free agency har Patriots hentet både defensive tackle Danny Shelton og cornerback Jason McCourty via trades med Cleveland Browns, og nu har de forsvarende AFC-mestre gjort det igen.

***LÆS: Årets free agency-overblik

Denne gang har Patriots handlet i Oakland Raiders, der sender wide receiver og kick returner Cordarrelle Patterson samt et sjetterundevalg til New England i bytte for et femterundevalg.

Patterson blev draftet af Minnesota Vikings i første runde af 2013 Draften. Han blev hypet som en eksplosiv wide receiver med et kæmpe potentiale, men han havde svært ved at forstå kompleksiteten at af at være wide receiver på det højeste niveau og kunne ikke overføre sin fart til produktivitet i NFL.

I stedet har Cordarrelle Patterson fundet sin rolle som en fantastisk kick returner, der kan flyve til endzone på sine bedste dage. Med et snit på 30,2 yards per kick return har Patterson det andetbedste snit i historien – kun overgået af Gale Sayers med 30,6 yards per return. Han giver altså New England noget ekstra fart at bruge i angrebet, men primært kommer han til overtage rollen som kick returner fra Dion Lewis.

Patterson tilbragte sine første fire sæsoner i Minnesota, før han spillede for Raiders i 2017.