New York Giants har efter sigende fundet deres næste træner, og det bliver angiveligt Vikings’ offensive koordinator, Pat Shurmur, der bliver de blåklædtes næste træner.

Mens hele Minnesota formentlig stadig befinder sig i en enorm glædesrus, kan holdets offensive koordinator, Pat Shurmur, glæde sig over endnu en ting. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport har New York Giants nemlig besluttet sig for, at han skal være holdets næste cheftræner.

Eftersom Vikings stadig er med i slutspillet efter gårsdagens forrygende sejr, må Giants dog vente med at forhandle eller skrive under med Shurmur. Det kan de først, når Vikings’ sæson slutter.

Parterne mødtes dog i sidste uge, og Shurmur mente selv, at mødet gik godt.

– Jeg ved ikke rigtig noget, sagde han efter søndagens dramatisk sejr . – Jeg havde et godt møde med dem i sidste uge. Jeg føler, at vi var på samme bølgelængde. Så vi må vente og se, hvad der sker.

Et af ejer John Maras krav til en ny cheftræner var, at denne skulle have cheftrænererfaring. Blandt dem, der er blevet sat i forbindelse med Giants-jobbet, er Shurmur en af de eneste, der opfylder det kriterie.

Shurmur har tidligere været cheftræner for Browns, hvor han gik 9-23. I 2016 overtog han rollen som offensiv koordinator for Vikings, og det har været en stor succes, hvor han i den indeværende sæson har udøvet mirakler med Case Keenum bag center.