Det er Thanksgiving weekend i USA, og traditionen tro står den på kalkun, familiehygge og football. Derfor blev 12. spillerunde skudt i gang med tre kampe torsdag.

Minnesota Vikings fortsatte de fine takter og vandt sin syvende kamp i træk, da de besejrede Detroit Lions 30-23 i en vild kamp. Dermed er Vikings 9-2 og har kontrollen over NFC North, hvor Detroit Lions med nederlaget falder til 6-5.
Los Angeles Chargers kan efter en 0-4 start på sæsonen pludselig skimte slutspillet efter deres femte sejr i syv kampe. De besejrede et Cowboys-mandskab i totalt forfald med 28-6 efter en 3-0 føring ved pausen.
Og i torsdagens sidste kamp var der divisionsopgør i NFC East. Washington Redskins besejrede på hjemmebane New York Giants med 20-10 i en forsvarspræget kamp. Ingen af de to klubber når noget i år, men Redskins har trods alt stadig en teoretisk mulighed for at nå playoffs.
Jeg ramte plet på alle tre kampe, så fulgte du mine råd i min Thanksgiving-artikel har du lidt ekstra mønt til at spille for her i weekenden. Jeg har valgt nogle solide væddemål ud til dig, og så en enkelt overraskelse, der skal prøves.
Fuldt program

Alle hold har nu siddet over og betyder at alle 32 mandskaber skal i aktion denne weekend og de resterende 5 spillerunder. Det er også nu, at fårene skilles fra bukkene, men situationen i de to konferencer ser meget forskellig ud.
I NFC har 8 hold skilt sig ud med mindst 6 sejre i sæsonens første 10 kampe, og de kommer til at kæmpe om de 6 slutspilspladser, og det kræver nok mindst 10 eller 11 sejre at sikre sig en plads i det forjættede land.
I AFC-halvdelen har Patriots, Steelers og til dels Jaguars skilt sig ud, og så ligger der ikke mindre end 10 hold med mindst fire sejre, der alle har chancen for at hutle sig igennem med måske kun 8 eller 9 sejre og stadig spille i januar.
Der er 13 kampe søndag og mandag og samtlige kampe kan få indflydelse på, hvem der går i slutspillet.
Money in the bank 

Carolina Panthers er giftige. Kortere kan det ikke siges. Jeg så dem ved selvsyn for 14 dage siden i Carolina, hvor de kørte henover Miami Dolphins. Cam Newton ligner 2015-versionen, der blev MVP, og deres forsvar med Luke Kuechly i spidsen er blandt NFLs bedste.
De savner ikke Kelvin Benjamin, måske tværtimod, og selvom de mistede rookie Curtis Samuel mod Dolphins, så har de masser af playmakers på angrebet.
Søndagens modstander er New York Jets, der efter en flot start på sæsonen er faldet lidt sammen og har tabt fire af de sidste fem kampe. Quarterback Josh McCown har overrasket, men mod Panthers kommer han i menneskehænder.
Jets kan ikke score nok point til at vinde, og de kan ikke holde Cam Newton og co. fra fadet. Der er 1,42 på Panthers, og det skal du bare spille tungt. Vil du have lidt mere i sparebøssen op til jul, så smid penge på at Panthers vinder med over 4 point til odds 1,87.
Ugens bedste bet
New Orleans Saints har som det første hold i NFL-historien vundet 8 kampe i træk efter de åbnede sæsonen med to nederlag. Søndag kommer de på en meget svær test, når de skal til Los Angeles for at møde Rams.
Sidstnævnte er an af årets helt store overraskelser og har under rookie head coach Sean McVay fået skruet et meget eksplosivt angreb sammen. Forsvaret har også spillet bedre og bedre, men alligevel fik de på tæven i sidste uge mod Minnesota Vikings. Angrebet kunne ikke flytte bolden og forsvaret kunne ikke stoppe Vikings løbespil.
Nu kommer Saints på besøg og de har ligaens bedste løbeangreb med de to runningbacks Mark Ingram og Alvin Kamara. Saints forsvar er væsentligt forbedret siden sidste år, og selvom de ikke har Vikings kvaliteter, skal de nok volde Rams QB Jared Goff problemer. Jeg tror på en Saints-sejr, og det er der odds 2,25 for.
Ugens overraskelse
Der er et enkelt odds, som jeg simpelthen synes skal prøves. Buffalo Bills giver odds 4,90 for en sejr over Kansas City Chiefs. Faktisk er det allerede faldet lidt fra odds 5,10 så mon ikke oddssetterne allerede har opdaget, at den er sat for højt.
Jeg kunne forstå det, hvis rookie quarterback Nathan Peterman skulle starte igen, men Bills har været kloge nok til at gå tilbage til Tyrod Taylor. Bills ligger stadig lunt i svinget til en slutspilsplads, selvom de har tabt tre kampe i træk. Derfor er en sejr supervigtig i opgøret på udebane mod Chiefs.
Sidstnævnte har tabt fire af sine seneste fem kampe, og er gået helt i stå offensivt. I sidste uge bommede de totalt og tabte til Giants. Efter en 5-0 start på sæsonen risikerer de at misse slutspillet, hvis de ikke kommer i gang nu.
Der er pres på og de er på hjemmebane – det taler for en Chiefs-sejr, til 1,18 gange pengene – men odds 4,90 på Bills er for godt til ikke at prøve!
Tanker på falderebet
Titans til odds 1,55 over Colts skal spilles.
Jaguars taber ikke Cardinals, det er der odds 1,38 på.
Broncos ude over Raiders til odds 3,05 er virkelig godt.
God fornøjelse og happy thanksgiving
Claus Elming