Tre uger resterer og kun to hold har endeligt sikret sig en plads i slutspillet. Uge 15 bliver dog formentlig ugen, hvor en del flere følger med. Her er mine bud på alle ugens vindere.

Indianapolis Colts – Denver Broncos, 13-20 (torsdag)
Ingen slutspilsimplikationer her. Broncos kom tilbage på sporet med en stor sejr over Jets i sidste uge, og selvom det er alt for sent at redde sæsonen forventer jeg alligevel, at de tager momentum med videre til Indy. Det skal blive spændende at se, hvordan Colts spiller efter en udmattende kamp i snestorm i søndags.
Detroit Lions – Chicago Bears, 23-26
Der er en meget stor sandsynlighed for, at Lions’ slutspilsdrømme slutter her. De skal vinde for at holde håbet i live, og det kan blive svært mod Bears, der spiller frit og har masser af momentum efter en storsejr over Bengals i sidste uge.
Kansas City Chiefs – Los Angeles Chargers, 27-30
Kampen om førstepladsen i AFC West. Chiefs scorede en livsvigtig sejr over Raiders i sidste uge, og hjemme på Arrowhead må de betegnes som favoritter, hvis de kan holde spillet fra sidste weekend kørende. Jeg går alligevel med Chargers. De har vundet syv ud af de sidste ni, og siden uge 11 er de bedst i ligaen i angrebsyards pr. kamp og tilladte point pr. kamp.
Buffalo Bills – Miami Dolphins, 23-17
Tyrod Taylor er tilbage for Bills og gudskelov for det. Bills vandt en tæt kamp over Colts i søndags, mens Dolphins overraskede og slog Patriots – så burde man ikke gå med Dolphins? Jeg tror dog ikke, Miami kan gentage succesen, og at de spillede så godt i sidste uge var måske mere et produkt af, at de spillede mod netop Patriots.
Carolina Panthers – Green Bay Packers, 31-23
Brett Hundley har gjort det godt for Packers, men Aaron Rodgers lurer i baggrunden efter sin skade, som han er på vej tilbage fra. Problemet er bare, at Packers’ slutspilsdrømme slutter her. Packers vil med et nederlag her og en sejr til Falcons mandag var ude af slutspilsbilledet. Rodgers kan snart være tilbage, men det er lidt for sent.
Cleveland Browns – Baltimore Ravens, 23-27
Uh, jeg er fristet af Cleveland Browns her. Sidste år skulle vi helt hen til uge 16, før Browns vandt sin første kamp, og selvom det ikke er sikkert, at det sker her, så er muligheden der. Når det så er sagt, så kæmper Ravens med næb og kløer for at komme i slutspillet, og det tror jeg skinner igennem her.
Jacksonville Jaguars – Houston Texans, 34-17
Jaguars har chancen for at blive andet seed i AFC. Tænk lige over det. Anyway, de tager et skridt mere her med en sejr og, hvis Steelers slår Patriots skal Jaguars bare vinde de to sidste kampe i uge 16 og 17, inden de så kan holde en friuge. Okay.
Minnesota Vikings – Cincinnati Bengals, 26-13
Vikings tabte til Panthers i sidste uge, men kommer tilbage på sporet her. Bengals’ nederlag til Bears i sidste uge sendte dem ud i slutspilsmørket, og Vikings lugter blod i forhold til at blive NFCs første seed efter skaden til Eagles’ Carson Wentz.
New Orleans Saints – New York Jets, 24-17
Saints så godt som booker slutspilsbilletten med en sejr her, og med Alvin Kamara tilbage i startopstillingen ser jeg ikke mange andre udfald end en hjemmesejr her. Det må dog bekymre Saints, hvor tandløse de så ud uden Kamara i sidste uge.
New York Giants – Philadelphia Eagles, 13-24
Falder Eagles’ sæson sammen uden Carson Wentz? Formentlig ikke. Men det bliver væsentlig sværere at vinde Super Bowl. En sejr over New York Giants skulle dog være muligt – Nick Foles har trods alt vist sig som en meget solid quarterback i NFL.
Washington Redskins – Arizona Cardinals, 24-20
To skuffende hold i denne sæson. Jeg havde personligt forventet mere af Redskins, mens Cardinals har vist, at de er alt for afhængige af David Johnson på runningback. Kampen har ingen slutspilsimplikationer og er formentlig kun interessant for fans af de to hold.
Seattle Seahawks – Los Angeles Rams, 16-20
Russell Wilson skal bære Seahawks, hvis de skal nå slutspillet og kunne lave lidt ballade. Men samme Wilson er også virkelig skidt i sin karriere, når han spiller mod Rams. Mod netop Rams er det i karrieren blevet til fem nederlag, ni turnovers, 42 sacks og 89 quarterback hits, så det er bestemt ikke en modstander, han har det godt med. Rams håber stadig på, at de kan få en friuge i slutspillet, men det kræver formentlig sejr i de sidste tre kampe.
Pittsburgh Steelers – New England Patriots, 28-27
Brady spiller normalt fremragende mod Steelers, og han har helt sikkert noget at bevise efter det overraskende nederlag til Dolphins i sidste uge. Den kamp betyder også, at Patriots er tvunget til at vinde her, hvis de skal gøre sig håb om første seed i AFC. Så er spørgsmålet, om de kan følge med Steelers’ farlige angrebstrio. Rundens kamp uden tvivl.
San Francisco 49ers – Tennessee Titans, 23-17
Titans er 8-5, men har alligevel ikke været specielt imponerende i denne sæson. Et nederlag til 49ers her kan blive dyrt, men jeg tror Jimmy Garoppolo er ved at spille sig i form for 49ers, så det bliver svært for Marcus Mariota og co.
Oakland Raiders – Dallas Cowboys, 24-21
To desperate hold, hvis slutspilsdrømme hænger i en tynd tråd. Begge hold må og skal vinde, hvis de skal holde liv i drømmen. Jeg giver fordelen til Raiders, der er på hjemmebane og skal revanchere en dårlig kamp fra sidste uge mod Chiefs.
Tampa Bay Buccaneers – Atlanta Falcons, 16-27 (mandag)
Falcons lukker runden af med en sejr og med det bringer de sig et skridt tættere på slutspillet. Især, hvis jeg rammer rigtigt på mine andre forudsigelser i denne runde. Med en sejr vil Falcons være 9-5 og sikre, at tre hold i NFC South vinder mindst ni kampe. Bucs har intet at spille for andet end at spolere tingene for Falcons.
Sidste uge: 7-9
I alt:
132-76